En señorita kommer til Danmark

En "københavner" fylder 30 - drømmen skal realiseres - hus på landet med heste. Familien bliver rykket op med roden og ud på landet det går.

Efter et års tid melder det sig; hvad med avl. Jeg begyndte så småt at kigge på de forskellige racer, heriblandt en PRE hest, men det var en drømmehest. Det næste år kigger jeg nærmere på de udvalgte racer, men den spanske hest ligger i baghovedet. Nej, det er umuligt og dog, hvorfor ikke gøre et forsøg.

Jeg griber telefonen og ringer til Landskontoret for Heste, som oplyser, at der findes en forening for spanske heste. Jeg tænker et par uger - vil jeg nu også være avler - er det nu den rigtige race. Svaret er JA

Jeg kontakter foreningen her i landet: "Sådan en hest vil jeg have, kan I hjælpe mig?". 3 uger efter bliver jeg ringet op. Nu er hoppen fundet i Malaga.

Billederne bliver vendt og drejet. Beslutningen bliver hurtig taget. Det skal være hende.

Hjemtransporten kan først ske efter ca. 2 måneder. I disse måneder går tankerne på ny. Flere siger: "Hvad skal du med sådan en hest? Den kan du jo ikke bruge til noget". Tvivlen nager igen på grund af min manglende erfaring med såvel avl som arbejde med en så rå hest.

Endelig er hoppen på vej. Vi beslutter os til selv at hente hende i Tyskland. En sen aften ankommer vi til stutteriet i Düsseldorf. Der møder jeg hende endelig. Rocina - min spanske hest. Wow. Hun svarer i eksteriør fuldt ud til alle mine forventninger.

Efter 12 timers natkørsel kommer Rocina som Bambi på isen ud af traileren i Køge. Nu skal vi i gang. Nu skal det for alvor vise sig, om jeg har valgt rigtigt.

Jeg har nu haft Rocina i 2 år. Vi griner, hygger og leger. Hun er sød, blid, rolig og temperamentsfuld. Rocina og jeg skulle for første gang optræde sammen til ringridning et halvt år efter, at hun var kommet til Danmark. Hun havde ikke været i en trailer efter turen fra Tyskland. Da hun fik øje på traileren, begyndte hun at ryste over hele kroppen. Efter et klap og to gange "kom så" gik hun ind i traileren, men hun rystede fortsat.

På ringridningspladsen var alt nyt og spændende. Jeg havde stor kjole og kæmpe papirhat på. Vinden blæste kraftigt. Åh, hvor var det farligt. Rocina dansede og stejlede. Publikum jublede. Vi havde en pragtfuld dag sammen. Vi red hjem - det måtte være nok med et møde med en trailer den dag.

Rocina og jeg har i vort første år også imponeret på dressurbanerne. Ikke i dressur, for vi er sjældent nået så langt som til at hilse på dommeren, men vi har lavet nogle flotte og imponerende krumspring, og vi har haft det sjovt.

Min datter Natasha og Rocina deltog i et børnedyrskue, hvor Rocina blev kælet og klappet, alt imens hun konstant væltede parasollen og prøvede at åbne en striglekasse - for det var vist der vi havde gemt gulerødderne. På et tidspunkt mente Rocina, at nu var det tid til siesta og lagde sig ned midt i menneskemylderet - indtil skoleorkesteret begyndte at spille et par meter fra hende. Hvad var det for en larm?

Rocina er meget følsom, og vi øver kropssprog efter bogen "At danse med Heste".

Rocina er meget koncentreret og forsøger ihærdigt at gøre det forlangte. Hun viser tydeligt, når hun ikke forstår. Når hun bliver træt, begynder hun på spansk skridt, kigger på mig og siger: "Se, hvor dygtig jeg er. Kan vi ikke stoppe nu?"

Rocina er utrolig lærenem, men det har krævet tålmodighed. Mange dejlige, sjove, pragtfulde timers arbejde for hånd. Det vigtigste har været at vinde hendes fulde tillid, og det har taget ca. 1 år. Vi har gået over og under bomme, over og under presenning, forlæns og baglæns mellem tønder, og vi har gået på sølvpapir i forårssolen. I dag kan jeg uden store vanskeligheder udsætte hende for mange mærkelige ting. Nu skal vi i gang med det virkelige sjove arbejde. I øjeblikket er vi ved at prøve at lære at hilse pænt med et buk. Det går meget godt - i hvert fald når hun er helt sikker på, at hun får en gulerod bagefter.

I maj måned skal Rocina og jeg have vores første føl sammen. Ih, hvor er vi spændte.

Jeg har ikke længere nogen tvivl. Dette er racen for mig.

Marts 1998 - Hanne Kapitanska