Stutteri Grønnevang

Pura Raza Española

ForsideKontaktArtiklerAktvtiteterBedækningFotogalleriHesteneLinksTil salgVideo

 

 

 

Tillid til mennesket

af Charlotte Ann Eichel

 

 

 

 

På en usædvanlig smuk og solrig forårsmorgen startede jeg min frosne bil og satte kurs mod Lellinge Rideklub i Køge. Det er sjovt, men nå r det handler om heste, er der næsten ikke nogen grænser for, hvor tidligt jeg kan komme ud af fjerene!

På rideskolen var der arrangeret et kursus i metoderne fra bogen Danse med heste af Klaus Ferdinand Hempfling. Lige som Monty Roberts gør Hempfling det også i at vinde hestens tillid og bruge hestenes kropssprog for at opnå den fulde kommunikation hest og rytter imellem. Dog har Hempfling udviklet sine metoder til også at indeholde "lege", som motiverer hesten i sit daglige arbejde med rytteren.

Jeg stod i ridehuset på slaget ni, og der stod tre heste i hver sin lille indhegning. Resten af ridehuset var delt op i et stort kvadratisk arbejdsområde. Hestene bestod af en islænder - Krummi, en PRE - Rocina, og en Lipizzaner - Ivory.

Hanne Kapitanska, som havde sat kurset i gang, bød velkommen til en lille sluttet flok på 16 mennesker. Heriblandt også et par "vantro", som det senere lykkedes at omvende. Efter velkomsten gik de i gang.

Først i ringen var Emily med Krummi. Emily fortæller, at da hun købte Krummi, var han meget nervøs, og når hun forsøgte at sidde op på ham, stejlede han. For at løse sit problem med Krummi, gik Emily i gang med at benytte Hempflings metoder, som hun i øvrigt fandt helt logiske.

Det har været med til at bygge Krummis selvtillid op. I starten gik Emily mange kilometer med Krummi, og alle andre syntes, at hun måtte da være godt tosset, siden hun altid kun gik med ham i stedet for at ride. Til sidst spurgte de hende høfligt, om hun var bange for at ride sin hest, men hun forklarede, at hun var i gang med hans grundtræning, og først derefter ville hun sætte sig op og arbejde videre derfra.

Emily gik i gang med at arbejde med Krummi, som vel at mærke gik rundt uden så meget som en grime på. Krummi fulgte efter Emily, stoppede, bakkede og gik til højre og venstre, når hun gav sine næsten umærkelige tegn n til det. Krummi stolede fuldt og fast på Emily - ingen tvivl om det!

Derefter blev der lagt nogle springbomme ud, så de dannede en vinkelret sti. Stadig uden at have fat i sin hest, kunne Emily få Krummi til først at gå igennem vinklen og derefter bakke igennem den - uden så meget som at røre bommene.

Krummi kunne også gå schenkelvigning for et tov der blev kastet skråt ved siden af ham. Det gjorde han også for en dressurpisk, som pegede mod hans lyske - og igen for bare en strakt arm. Så satte Emily sig op på Krummi og red uden noget som helst. Han gik pænt på volte, gik til højre og venstre, stoppede og trådte tilbage. Emily kunne også sætte fuld fart på ham og stoppe - næsten som en westernhest, faktisk uden at man opdagede tegnet.

Derefter hoppede Emily af sin hest og forklarede, at går man skråt bag ved hesten bagpart, er man en drivende kraft. Går man bare et skridt for meget frem, reagerer hesten prompte med at stoppe. Gå r man ind i hestens bane forfra, vil hesten automatisk skifte volten.

Igennem tålmodigt arbejde har Emily nu fået en kærlig og tillidsfuld hest, og det udelukkende på grund af den følsomme kommunikation, som Emily valgte at nå ind til sin hest med. Der skal masser af ros og lidt godbidder til. Det når man nu engang længst med!

Og så skulle jeg hilse at sige, at det var en skøn oplevelse at se en islænder gå spanske skridt! Sådan!

Derefter var det Hanne og Rocina.

Rocina er 10 år, og Hanne har haft hende i 31/2 år. Rocina har temperament og havde ikke den store tillid til mennesker. Så Hanne gik i gang med at arbejde med hende ud fra Hempflings metoder, netop for at overbevise hende om, at mennesker kan hun stole på. Hanne arbejdede en del fra jorden med hende, og gør det stadig efter den daglige træning. Man skal huske at lege lidt med sin hest, så det hele ikke bare er sur pligt!

I starten var Rocina rystende angst for Hanne, og hun for sammen ved bare det mindste. I dag fremtræder Rocina som en velafbalanceret hest, der udviser en meget kærlig og tillidsfuld attitude overfor sine ejer. Hanne viste lidt af det, som Rocina har lært, og her har Hanne brugt sin stemme meget. Heste lytter meget til vores toneleje, og det er vigtigt, at de lærer ordene for ros. Igen så vi en hest, som roligt travede rundt i ringen, skiftede volte og stoppede ved de mindste tegn. Så blev det tid til at lege. Hanne kastede sin handske, som Rocina velvilligt gik hen og hentede - og pænt afleverede til Hanne. Hun kunne også stejle på kommando, og vi fik en lille forsmag på det, hun næsten kan - at neje. Det virker måske som cirkusnumre, men hestene elsker at lege, så for deres skyld kan man godt lige tage de fem minutter, hvor man hygger sig med sin hest og giver den lov til at have det lidt sjovt i sin hverdag.

Nu hentede Hanne en stor, knitrende grøn presenning, som hun lagde på jorden. Rocina er helt fortrolig med den slags ting, og gik i gang med at slæbe presenningen tilbage til Hanne. Hanne tog den og lagde den over ryggen på hende. Hun var da ligeglad. Hun gik også på den uden at tøve. Hanne har arbejdet sig op fra små poser til store presenninger i forskellige farver og sluttede af med sølvpapir. Rocina lærte det hurtigt, så i dag ignorerer hun den slags, hvis hun skulle møde det på sin vej. Rocina kunne også gå igennem to tønder, som var stillet meget tæt på hinanden. De fleste heste bryder sig ikke om at få noget tæt ind til kroppen, da de let kan gå i panik. Her har Rocina lært, at der ikke er nogen fare. Hun stoler fuldt og fast på sin ejer, og at der ikke vil ske hende noget.

På et tidspunkt beder Hanne Rocina om at træde tilbage. Denne kommando er lidt af en underkastelse for hesten, fordi den viger. Det var tydeligt at læse Rocinas kropssprog: Hun trådte tilbage, som hun blev bedt om, samtidigt med at hun tyggede og slikkede sig om munden - et typisk tegn på, at hun var underdanig. Her accepterer hun altså, at Hanne er førerhesten.

Så blev det Gerda og Ivory's tur. Ivory er en 13 år gammel Lipizzaner hoppe, som Gerda har haft i tre år. Gerda fandt ud af, at det var sjovt for Ivory at arbejde fra jorden. Igen så vi hesten gå volter, stoppe og træde tilbage p å tegn. Her brugte Gerda også nogle af de tegn, som Monty Roberts beskriver i sin bog: Manden, der lytter til heste. For at få Ivory ud på volten, spredte hun fingrene på begge hænder. Dette kan associeres med rovdyret, der spreder sine klør. I næste øjeblik vender Gerda ryggen til Ivory og krummer sin ryg lidt for at vise Ivory, at hun ikke er farlig. Og i samme øjeblik traver Ivory villigt hen til Gerda. Da Ivory traver rundt på en volte, sænker hun hovedet og tygger og slikker sig om munden - et helt tydeligt tegn, der siger: Okay, jeg er villig til at snakke nu.

Gerda syntes, at det er sværere at arbejde med en ældre hest frem for en ung. De ældre heste har allerede dannet sig en mening om mennesker. Bliver de behandlet forkert, så accepterer hestene enten, at mennesker simpelthen er dumme, eller de afreagerer i ren frustration, og så har vi det, som vi kalder problemheste. Vi mennesker er for dårlige til at tolke hestenes kropssprog og gør ikke nok for at sætte os ind i det. Hestene stiller os hele tiden spørgsmål - ofte: Passer du på mig? Og det skal vi lære at besvare, så vi fortsat har den tillidsfulde og glade hest.

Gerda arbejder fortsat med Ivory og vil have hende til at lytte noget bedre dog uden at presse hende.

Så kom der en stor varmblodsvallak på banen. Malene har haft Emir altid. Da Emir blev tre år, blev Malene skadet med sin ryg og måtte intet lave i et helt år. Dernæst gik der to år med genoptræning, så først nu er Malene i gang med at arbejde med sin 177 cm. store røde vallak.

I starten var han bange for alt, men nu er han blevet lidt bedre. Der er lang vej endnu, for Malene skal fortsat passe på sig selv. Men Malenes opvisning var slet ikke tosset. Emily gav Malene et par fif og reaktionen var overvældende. Fra at kunne stoppe Emir med lidt overtalelse, stoppede han nu omgående ved Malenes tegn. Malene er nu nået så langt i sin rygtræning, så hun håber på, at hun inden længe for alvor kan komme i gang med at træne efter Hempflings metoder.

Men der var nu ingen tvivl om, at Emir har tillid til sin ejer. Han fulgte hende villigt, lavede strækøvelser med halsen ind mod kroppen - og det så sandelig ud til, at han kunne lide det!

Malene prøvede at lægge et par bomme ud for at lave en lille sti. Den gik Emir igennem uden at tøve. Men da et lille stykke plastik blev lagt under bommene, stoppede han. Han endte dog med at komme meget tæt på, så det var i sig selv en lille sejr. Han havde arbejdet hårdt for at overvinde sin frygt for dette raslende uhyre på jorden.

Efter kurset kom et par stykker fra rideskolen og ville selv prøve at arbejde med deres heste i ringen. Interessen var vakt, for hvad er mere overbevisende end at kunne få en hest til at reagere omgående på nogle tegn, som den aldrig har set før.

Det var et godt kursus, og dem skulle der næsten være lidt flere af. Det behøver ikke at være stillet flot op, og man behøver nødvendigvis ikke at få en "hestehvisker" til landet for at vise og overbevise publikum, at dette her virker altså!

Nogle vil måske synes, at den slags træning tager alt for lang tid, men der må jeg tilstå, at denne form for træning i langt højre grad helliger målet frem for de midler og metoder, vi er indgroet med i dag. Man bliver så afgjort motiveret efter sådan en dag, og man føler sig positivt stemt, når man kommer ud til sin hest. Ja, man kan faktisk ikke nære sig for at prøve et par ting på sit eget kræ.

Skulle man selv have lyst til at læse nærmere om denne form for kommunikation, så kan bogen købes i alle boghandler: Klaus Ferdinand Hempfling - Danse med heste, samlet ridning for løse tøjler, tillidsfuld harmoni fra starten. Bogen er godt illustreret med mange billeder.